Ring +45 87 47 70 20 (Man-tors 7.30 til 16.00, fre 7.30 til 14.00)

Rumskabende bænk til Snedkernes Efterårsudstilling

Snedkeriet Anton Balle og møbeldesigner Troels Grum-Schwensen har samarbejdet om en rumskabende bænk, som indgår i Snedkernes Efterårsudstilling. Bænken er konstrueret i træ og har et fritsvævende sæde i Polygood. Læs interviewet med både producenten og designeren om tankerne bag.

Anton Balle er et lille snedkeri i Skals nord for Viborg med tre medarbejdere. De arbejder med møbeldesign i alle materialer, som kan bruges sammen med træ. Mange af opgaverne går på at producere prototyper, specialinventar til både private, institutioner og virksomheder samt 3D-modelleringer.

– Hos os følges design og udvikling tæt ad. Vi kommer også med designforslag til kunder og giver bud på, hvordan et ønsket produkt kan produceres ud fra deres ønsker. Det er netop designprocessen med kunden, som vi synes er spændende, og det er sådan, vi bliver dygtigere, lyder det fra Anton Balle, ejer af snedkeriet.

En bænk til Snedkernes Efterårsudstilling

Snedkernes Efterårsudstilling er en forening og et netværk bestående af danske møbeldesignere og producenter.  Siden 1981 er medlemmer hvert år gået sammen om at skabe produkter ud fra et bestemt tema. I år har temaet været ’A piece for a place’ med afsæt i København som arkitekturhovedstad, og alle produkter blev udstillet i Tunnelfabrikken i København i efteråret 2023.

Her har Anton Balle deltaget som producent, og arkitekt Troels Grum-Schwensen som designer, hvor de sammen har frembragt en rumskabende bænk, som er tænkt til at skulle stå i Østre Anlæg i Birkelunden i København. Bænken er i træ med sæde i Polygood.

Troels Grum-Schwensen, som udgør designvirksomheden GRUMDESIGN, beskæftiger sig både med rum, bygnings- og møbeldesign og har desuden undervist. Han arbejder gerne med eksperimenterende design, og det passer godt ind i konceptet med Snedkernes Efterårsudstilling.

- Konstruktioner kan give et æstetisk interessant udtryk, og jeg arbejder meget med at finde nye former for konstruktioner, som jeg forsøger at tilføre sit eget udtryk. Det kan man også se med bænken til udstillingen, hvor konstruktionen fremgår ret tydeligt. Der dannes en trekant under sædet, som stabiliserer under belastning, og ryglamellerne skaber et rum for dem, der sidder på bænken, forklarer Troels Grum-Schwensen.

Et svævende sæde

Bænken er designet til Birkelunden i Østre Anlæg, fordi det er en af designerens yndlingssteder. Der er både mulighed for solskin og udsigt over vandet.

– I dag står der en københavnerbænk. Men man kan ikke tilpasse sig retningen efter solen eller udsigten, og man kan heller ikke sidde lidt afsondret, hvis man har lyst til det. Det fik mig til at tænke på at designe en bænk, som krummer og skaber sit eget rum, lyder det fra Troels Grum-Schwensen.  

Sædet er lavet i Polygood – et materiale, som Riisfort kort forinden havde introduceret Anton Balle for.

– Sædepladen snakkede vi meget om. Den skulle gerne kunne tåle at stå udendørs, og den skulle have en stivhed, da konstruktionen kun står på bagbenene, og sædet svæver frit fortil, men holder det hele sammen. At materialet kun består af genanvendt plast, giver en ekstra dimension til projektet og en relevans for samtiden, siger Troels Grum-Schwensen.

Og det var netop den cirkulære tankegang ved Polygood, som Anton Balle har hæftet sig ved:

– Polygood-plader består af 100 procent genanvendt plast, og det er den vej, vi skal – det er fremtiden. Så derfor var det oplagt at bruge materialet. Og den var Troels med på. Som designere og producenter skal vi tage teten og vise, at det godt kan lade sig gøre at skabe møbeldesign ud af genanvendte materialer, lyder det fra Anton Balle.

Mod på mere

Det er ikke sidste gang, at hverken Anton Balle eller Troels Grum-Schwensen skal arbejde med Polygood til nye produkter:

– Det har været let at arbejde med Polygood. Vi har udelukkende fræset i det, og plast kan generelt være lidt specielt at arbejde i, men Polygood har været nemt at bearbejde. Der er ikke to plader, som er helt ens, men det ser jeg som en del af charmen. Sådan er det også med træ og dets årringe. Det skal vi blot have vores kunder med på, lyder det fra Anton Balle.

Læs mere om Polygood her

Læs interviewet med virksomheden Rolighed by Humania, der har udarbejdet taburetter med sæder i Polygood

Læs artiklen, hvor Henrik Greve, key account manager hos Riisfort, fortæller om Polygood og de mange muligheder for dig som designer og producent