Case Story

Rumas: Kanter af ABS – det smarte valg

Kanter af ABS er særligt slidstærke, og så matcher de linoleum og giver linoleumsmøbler en smuk finish. Det har fået erhvervsmøbelproducenten Rumas til at skifte de traditionelle linoleumskanter ud med ABS-kanter.

19. februar 2020

Hos møbelproducenten Rumas er lokal og miljøvenlig produktion i højsædet. Derfor produceres store dele af virksomhedens kontormøbler med linoleum, som er et naturligt materiale, der samtidig er lydabsorberende og godt for indeklimaet i kontormiljøer. Ifølge Michael Petersen, der er ansvarlig for marketing og salg hos Rumas, er særligt kanterne og kant-finishen et vigtigt element i Rumas’ produktion af linoleumsmøbler:

– Når vi laver linoleumsbordplader, er kant-finishen vigtig. Det er den, der giver møblet et smukt og fuldendt udseende. Derfor er det heller ikke ligegyldigt, hvilket materiale vi benytter os af, fortæller Michael Petersen, og tilføjer:

– Tidligere har vi brugt linoleumskanter for at få et ensartet udseende på møblet, men det er meget tidskrævende at montere. I dag bruger vi i stedet ABS-kanter, der til forveksling ligner linoleum med den samme bløde og matte struktur, men er et stærkere materiale og hurtigere at montere. Og så giver det vores kontormøbler en skarp og flot finish.

Læs artiklen om Riisfort: Kanter - det er noget vi kan

Flottere kanter på kortere tid

ABS-plast er en speciel form for plastic, der er vandafvisende og både kan modstå mekaniske skader og temperatursvingninger.

Det smarte ved ABS-kanter er, at de kan monteres maskinelt i modsætning til linoleumskanter, der skal monteres med håndkraft. Kanterne fås i ruller, der lægges på en kantlimer, som derefter selv limer kanten fast på møblet. Det medvirker til færre fejl i produktionen.

– Når en kant påføres med maskine frem for håndkraft, mindskes risikoen for ridser og hakker. Man får altså et flottere slutprodukt med en ABS-kant, fordi kanten afsluttes pænere og kommer til at stå skarpere, fortæller Michael Petersen.

Et produkt der sidder lige i skabet

Implementeringen af en ny ABS-kant har ifølge Michael Petersen været en opgradering, som både er tidseffektiviserende, og som sikrer et produkt, der står skarpt – hver gang.

– Mange af vores kunder er arkitekter. De kigger produkterne efter i sømmene og har øje for selv de mindste detaljer. Derfor giver det os en særlig ro, når vi sender et produkt med ABS-kant ud ad døren, for vi ved, at det sidder lige i skabet – hver gang, fortæller Michael Petersen.

Ny teknologi gør, at de nye ABS-kanter ligner linoleum til forveksling med en blød, mat og smuk overflade. Desuden fås den med farvematch til hele kollektionen fra Forbo Furniture, hvilket også vægter højt hos Rumas.

– Det er vigtigt for os fortsat at kunne skabe produkter, som lever op til vores høje kvalitetsniveau, når vi for eksempel tager en ny kanttype ind, fortæller Michael Petersen.

Læs artiklen om PFP: På forkant med forkanterne

Riisfort leverer knivskarp rådgivning

Samarbejdet mellem Rumas og Riisfort går mange år tilbage og bærer præg af en tæt relation, der bygger på tillid og skarp rådgivning, fortæller Michael Petersen.

– Selvom Riisfort holder til i Brabrand og vi i Nordjylland, oplever vi, at vores kontakt er meget nærværende. Vi har samarbejdet med Riisfort i mange år, og de kender vores forretning indgående. Derfor har de også en god forståelse for, hvad vi står for og det høje kvalitetsniveau, vi aldrig går på kompromis med.

– De mange års samarbejde medvirker til, at vi har en enorm tillid til Riisfort som leverandør og samarbejdspartner. Og så leverer de altid en knivskarp rådgivning, der passer som fod i hose til vores af og til skøre idéer.

Fakta om Rumas

  • Rumas blev grundlagt i 1969 og har siden da designet kontormøbler, der optimerer arbejdsglæden på arbejdspladserne rundt om i Danmark
  • Virksomheden har fokus på lokal produktion og producerer derfor selv en stor del af møblerne på egne fabrikker i Aalborg og Nørresundby
  • Rumas producerer kontormøbler med blandt andet linoleum, som udover at være et 100% naturligt materiale også er lydabsorberende og bakteriehæmmende, hvilket medvirker til et sundt indeklima.

Relaterede sider