Salgsbetingelser

     

    Trækon 2002

    Ordren er modtaget med forbehold af fabrikkens/leverandørens endelige accept og bindende, således at eventuelle ændringer eller annulleringer ikke kan gennemføres senere end 4 dage fra ordreafgivelse: Endvidere er ordren noteret på de salgsbetingelser der gælder overfor os, fra fabrikkens/leverandørens side, samt betingelser i henhold til TRÆKON 2002.
    Returvarer. Returnering kan ikke finde sted, medmindre der foreligger speciel aftale herom. Returvarer krediteres med 15% til dækning af vore omkostninger.

    Trækon 2002
    Salgs- og leveringsbetingelser for leverancer af træbaserede produkter.
    Vedtaget af Dansk Træforening.

    1. Anvendelse
    1.1. Disse salgs- og leveringsbetingelser (TRÆKON2002) finder anvendelse ved salg af træbaserede produkter, såfremt parterne skriftligt eller på anden måde har aftalt dem.
    1.2. Gælder TRÆKON 2002 for en leverance, skal eventuelle fravigelser skriftligt aftales mellem parterne.

    2. Emballage
    2.1. De i tilbud og aftaler anførte priser skal, såfremt intet andet angives, anses for at omfatte sælgers/afskibers standardemballage.

    3. Kvantum
    3.1. Medmindre andet er skriftligt aftalt, har sælger ret til at levere i sælgers/afskibers standardemballage, hvilket kan betyde, at der leveres indtil 5% mere eller mindre end aftalt.

    4. Oplysninger
    4.1. Oplysninger i produktinformation og prislister er kun bindende i det omfang, købsaftalen udtrykkeligt henviser til dem.

    5. Levering
    5.1. Er der aftalt en leveringsklausul, fortolkes denne i henhold til de ved aftalens indgåelse gældende Incoterms med de ændringer, der måtte følge af disse salgs- og leveringsbetingelser.
    5.2. Er ingen leveringsklausul aftalt, skal levering anses for at ske ,,Ex Works".
    5.3. Ekstra omkostninger som følge af strejke, lockout el. lign. i bestemmelseshavn er købers risiko, hvis risikoen for leverancen i øvrigt er overgået til køber før varens ankomst til den nævnte havn.

    6. Leveringstid og forsinkelse
    6.1. Hvis forsinkelse med levering skyldes nogen omstændighed, som i henhold til punkt 13 udgør en ansvarsfrihedsgrund eller skyldes købers handling eller undladelse, forlænges leveringstiden i det omfang, hvori det efter omstændighederne skønnes rimeligt. Leveringstiden skal forlænges, selv om årsagen til forsinkelsen indtræffer efter udløbet af den oprindeligt aftalte leveringstid.
    6.2. Hvis sælger ikke leverer varen i rette tid, kan køber ved skriftlig meddelelse til sælger fastsætte en sidste, rimelig frist for levering, og herved angive, at han agter at hæve aftalen, hvis levering ikke sker inden for denne frist. Såfremt levering ikke finder sted inden for denne sidste frist, er køber berettiget til ved skriftlig meddelelse til sælger at hæve aftalen.
    6.3. Såfremt forsinkelsen er af væsentlig betydning for køber, eller det står klart, at en sådan forsinkelse vil indtræffe, har køber ret til ved skriftlig meddelelse til sælger straks at hæve aftalen.
    6.4. Hvis køber hæver aftalen i henhold til punkt 6.2 eller 6.3, har han krav på erstatning fra sælger for de meromkostninger, der er påført ham ved anskaffelse af tilsvarende materiel fra anden side. Erstatningen kan dog ikke overstige fakturaværdien af den forsinkede leverance.
    6.5. Køber har ikke ud over det i 6.4 nævnte ret til nogen erstatning i anledning af sælgerens forsinkelse. Dette gælder uanset om køber hæver eller fastholder købet.

    7. Betaling
    7.1. Med mindre andet er aftalt, skal betaling erlægges 8 (otte) dage efter levering og afsendelse af faktura.
    7.2. Undlader køber at modtage leverancen på den aftalte dag, skal betaling desuagtet erlægges, som om levering havde fundet sted i henhold til aftalen.
    7.3. Betaler køber ikke til aftalt tid, har sælger krav på morarente i overensstemmelse med den til enhver tid gældende rentelov, med mindre der konkret er aftalt en højere eller lavere rente.
    7.4. Såfremt køber ikke efter 3 måneder har betalt det forfaldne beløb, er sælger berettiget til ved skriftlig meddelelse til køber at hæve aftalen og foruden morarente at kræve erstatning af køber for det tab, han har lidt.

    8. Kursforbehold
    8.1. Ved fakturering til køber er sælger berettiget til at regulere den del af varens pris samt transportomkostninger, som sælger skal betale i fremmed mønt, op eller ned efter kursen den dag, sælger afregner den fremmede mønt til indfrielse af sit køb. Sælger er berettiget til at foretage en tilsvarende regulering i tilfælde hvor prisen er baseret på et nærmere angivet forhold til en anden valuta.
    8.2. Et kursforbehold som nævnt i 8.1 skal være konkret aftalt mellem køber og sælger for den enkelte ordre. Sælger skal angive i ordrebekræftelsen, hvis et kursforbehold som nævnt i 8.1 er aftalt.

    9. Forsikringspræmier, afgifter mv.
    9.1. Priser, der inkluderer sø- og krigsforsikring, fragtrater, valutaafgifter, overførselsgebyrer, import- og eksportafgifter, told mv. er beregnet på basis af de på datoen for købet gældende præmier, rater, afgifter mv.
    9.2. I forbindelse med faktureringen er sælger berettiget til at regulere købesummen for eventuelle ændringer i de under 9.1 nævnte udgifter samt merudgifter på grund af nye afgifter, deponeringsordninger og lignende, som er påløbet (trådt i kraft) efter købsaftalens indgåelse.

    10. Ejendomsforbehold
    10.1. I det omfang det gyldigt kan aftales, er sælger berettiget til at tage det solgte tilbage, hvis køber ikke opfylder sine forpligtelser.

    11. Ansvar for mangler
    11.1. Sælger forpligter sig til inden for en periode af to år regnet fra leveringsdagen at levere nye varer som erstatning for varer, der er mangelfulde på grund af fejl i konstruktion, materiale eller fremstilling.
    11.2. Ved salg af byggematerialer er den i 11.1 nævnte periode fem år fra byggeriets aflevering, dog højest seks år fra overgivelsen af materialerne til køber.
    11.3. Køber har pligt til at undersøge varen straks den er leveret med henblik på at afklare, om varen lider af åbenbare fejl eller mangler. Er varen videresolgt og/eller indgået i byggeri eller videreforarbejdning er sælger berettiget til at afvise enhver reklamation vedrørende kvalitet og opmåling eller andre åbenbare fejl og mangler, der burde være konstateret ved sådan undersøgelse.
    11.4. Reklamationer vedrørende mangelfulde leverancer skal foretages skriftligt og uden ugrundet ophold. Undlader køber dette, fortaber han retten til erstatningsleverance i henhold til punkt 11.1.
    11.5. I tilfælde af reklamation over varens kvalitet (dvs. mangler som ikke vedrører mål eller mængde), som burde være opdaget ved almindelig undersøgelse, skal der uanset den foregående bestemmelse altid reklameres indenfor 8 (otte) dage fra varens modtagelse hos køber. For emballerede varer regnes denne reklamationsfrist fra det tidspunkt, da originalemballagen brydes, dog skal reklamation altid ske senest 90 dage efter varens modtagelse.
    11.6. Købers reklamation skal indeholde dækkende oplysninger om:
    a) Manglens omfang
    b) Manglens art
    c) Dokumentation for manglen
    d) Forslag til løsning/formulering af krav
    e) Leverings tidspunkt og fakturanummer
    11.7. Hvis sælger ikke leverer erstatningsvare(r) inden rimelig tid efter, at køber har reklameret i henhold til punkt 11.3, 11.4 og 11.5, har køber ret til ved skriftlig meddelelse til sælgeren at hæve aftalen for så vidt angår den mangelfulde del af leverancen.
    11.8. Hvis køber hæver aftalen, har han ret til at kræve erstatning af sælger for de meromkostninger, der er påført ham ved anskaffelse af tilsvarende materiel fra anden side.
    11.9. Uanset det foregående er sælgers erstatningsansvar for mangler altid begrænset til fakturaværdien af de(n) mangelfulde vare(r).
    11.10.Sælger har intet ansvar for mangler eller for undladelse af at levere erstatningsvare(r) udover det i punkterne 11.1 og 11.6 foreskrevne. Dette gælder ethvert tab, manglen måtte forårsage, herunder driftstab, tabt fortjeneste og andre økonomiske konsekvenstab. Denne begrænsning i sælgers ansvar gælder dog ikke, hvis han har gjort sig skyldig i grov uagtsomhed.

    12. Produktansvar
    12.1. Såfremt de leverede varer lider af en defekt og derved forvolder skade på person, løsøre eller fast ejendom, skal sælger alene være ansvarlig for købers eller tredjemands skade eller tab i det omfang et sådant ansvar følger af ufravigelige lovregler.
    12.2. I den udstrækning ufravigelige lovregler ikke er til hinder herfor, skal køber holde sælger skadesløs i det omfang, sælger pålægges ansvar overfor tredjemand i anledning af skade eller tab forvoldt af det leverede på tredjemands person, løsøre eller fast ejendom.
    12.3. Sælger og køber er gensidigt forpligtet til at lade sig sagsøge ved den domstol eller voldgiftsret, som behandler erstatningskrav, der er rejst mod en af dem på grundlag af skade eller tab, som påstås forårsaget af det leverede. Det indbyrdes forhold mellem køber og sælger skal dog altid afgøres ved voldgift i overensstemmelse med punkt 14.

    13. Ansvarsfrihed
    13.1. Følgende omstændigheder medfører ansvarsfrihed, såfremt de forhindrer aftalens opfyldelse eller gør opfyldelsen urimeligt byrdefuld: arbejdskonflikt og enhver anden omstændighed, som parterne ikke er herre over, såsom brand, krig, mobilisering eller militærindkaldelser af tilsvarende omfang, rekvirering, beslaglæggelse, valutarestriktioner, oprør og uroligheder, mangel på transportmidler, almindelig vareknaphed, restriktioner af drivkraft samt mangler ved eller forsinkelse af leverancer fra underleverandører.
    13.2. Omstændigheder, som nævnt i punkt 13.1, medfører kun ansvarsfrihed, såfremt deres indflydelse på aftalens opfyldelse ikke kunne forudses ved indgåelsen af aftalen.
    13.3. Det påhviler den part, der ønsker at påberåbe sig nogen ansvarsfrihedsgrund som nævnt i punkt
    13.1, ufortøvet, skriftligt at underrette den anden part om dens opståen og ophør.
    13.4. Hvis en ansvarsfrihedsgrund ikke ophører inden for 3 måneder, kan enhver af parterne hæve aftalen ved skriftlig meddelelse til den anden part.

    14. Tvister og lovvalg
    14.1. Tvistigheder i anledning af aftalen og alt, som har sammenhæng hermed, skal afgøres efter Regler for behandling af sager ved Det Danske Voldgiftsinstitut (Copenhagen Arbitration). Medmindre parterne kan blive enige om, at voldgiftsretten kun skal bestå af én voldgiftsmand, udpeger hver part en voldgiftsmand, og voldgiftsrettensformand udnævnes af Instituttet.
    14.2. Såfremt en part ikke inden 30 dage efter at have indgivet eller modtaget underretning om begæring om voldgift har udpeget en voldgiftsmand, udnævnes også denne af Instituttet i overensstemmelse med ovennævnte regler.

    R. Riisfort A/SEdwin Rahrs Vej 968220 BrabrandTlf. +45 87 47 70 20Fax +45 87 47 70 40riisfort@riisfort.dk